Blidt vil jeg ikke kalde det, når livets pulsbølger rammer mig
en stilhedsdrøm bliver ofte provokerende til gang på kogende lava
De enkle veje jeg længes efter at komme ind på
kan på morgener som denne
alligevel føles mulige at nå.
Der er en mildhed i min lille datters blik og hendes bevægelser, der afløses
af sund uopdragenhed, der gør mig stærk og lidt selvtilfreds fordi
hun trods sin storebrors død i 2016 har fået smag for livet.
Min kone drukner ikke sine sorger i alkohol, som det nemt kunne være sket
så jeg er alt i alt taknemlig.
Jeg løber dagen før denne morgen på en gade i Valby ved København
med en ny rulle film i mit Pentax Spotmatic kamera, og holder med det ene åbne venstre øje hele gade scenariet omkring mig under observation,så det højre øje der kigger i søgeren hurtigt kan zoome ind
når hverdags sensationerne
- et Poul Krebs begreb- er villige til at lade sig skildre.
Jeg fremkalder film på samme måde som jeg jager. På gammeldags maner, på den måde der skaber etisk vævning, som de mediterende har fortalt mig om.