Jeg kan mærke når mine øjne er våde,
Og når mit sind ikke viser nogen nåde.
Og når der er et smil på min læbe,
på et tidspunkt hvor ingen skal se mig flæbe.
Når mit indre bliver ramt af mørke
er det kun pga af følelsernes tørke.
For så går jeg med mine tanker i krig,
Dybt berørt af melankoli.
Jeg vil aldrig kunne leve uden mine kære,
For de vil altid i mit hjerte være.
Og de er en del af mig og mit blod.
Selve livets ebbe og flod.
Alligevel kan vi være så langt fra hinanden.
at man må tage sig til panden .
Og bølgerne kan gå så højt,
at man nærmest kan se blodige sprøjt.
Vi kan ligge på bunden og gispe efter luft.
Indtil vi igen kommer til fornuft.
Derefter bliver vi nødt til at sænke paraderne,
for at nedkøle graderne.
Men så længe vi ikke river hovederne af hinanden.
Og vi heller ikke mister forstanden.
Så går det vel nok.
Hvis bare vi husker at løfte i flok.