På en mark ved Nørre Snede
står et underligt gespenst
vogter over bondens hvede
mens det stirrer ret intenst
Iklædt luftige gevandter
der kan flagre for en vind
passer det på bondens planter
dage ud og dage ind
Dette stakkels fugleskræmsel
usselt klædt og lidt forsagt
sygner hen og går i glemsel
dog det stædigt holder vagt
Fugleskræmslet er en billig
og værdifuld arbejdskraft
strejker aldrig og er villig
til at sidde på et skaft
Jeg er nu af den formening
at man høster som man sår
hvis de var i fagforening
kunne de få bedre kår