Den tunge regn over byen
iklæder alt
en fugtig emalje
Luften er mat
mættet af en våd slitage
Langsomt udvisker den
himlens mørke
og facadernes larm
Jeg flyder
I syntetiske smæld
Dråbers eksplosioner
dæmpet på
paraplyens værn
Et mantra
af nedbørssonetter
En hinde af trance
der favner mig helt
Jeg står
i den øde park
omgivet af byens kulde
Jeg er
uden for tiden
og dagens kosmos
bliver til