Ude i haven står der stadig stauder og tulipaner
Inde i soveværelset en enlig madras og de alt for glatte lagner
Ingen høre mine tavse skrig
Her er kun et ensomt tæppe med en frønnet flig
Den eneste respons er nogle støvfnug i solen
Og en enkeltstående bog i reolen
Omk : Der skal to til at gå bag om dansen
Der skal to til at træde valsen
Der skal to til at trampe under fod
Der skal to til at gøre bod
De gabene tomme stuer skriger sagte
Om alt hvad der var engang og hvad de bragte
I mørket af vores forsømte forhold
Blev du borte og jeg følelses kold
Orkesteret spiller en bitter sød rekviem
Ekkoet hænger i ruinerne af vort hjem
Lyden af en udrykning i det fjerne
Jeg har trukket mig ind i min egen kerne
Jer ser verden i alle nuancer af sortsyn
Svæver ud af kroppen og hen over byen
Jeg bliver mere og mere bange for min egen stemme
Jeg taler i munden på mig selv, bare for at glemme
Apatisk snegler tiden sig af sted uden flid
Sekund på sekund forvandler sig til fortid
Hvis glemsel klinker alle skår
Hvis tiden læger alle sår
Skal fremtiden bare overstås
Så jeg får dirket min egen lås