Mørke. Lidt lys forude.
Jeg lister mig frem.
Kan ikke finde rundt. Er forvirret.
Jeg famler. Får fat i noget ukendt.
Kalder det hjem. Det får mig til at skinne.
Jeg er så utryg tryg.
Uden anelse og helt klar.
Det får mig til at smile. Grine, så meget jeg få ondt i maven.
Det er det bedste af det værste.
Hvad er det? Den sky?
Hvorfor kan jeg ikke finde rundt igen?
Hvorfor hjælper du mig ikke?
Du føles som en tsunami.
Jeg gør alt for at undgå og komme væk. Løber og løber, men du..
..samler mig op.?
Jeg er hjemme. Igen.
Trygt, usikkert, dejligt, væmmeligt.
Vi er så løgnagtigt glade.
Os to mod verdenen.
Os to Mod hinanden.
To skridt frem. Femten skridt tilbage.
Kan du binde dine snørebånd?
Jeg kan binde mine, men jeg tror du har forstyrret mig, så nu kan jeg ikke engang finde min sko.
Hvor lagde du min sko?
Har du min sko?
Den er væk. Jeg skrumper.
Jeg er så lille. Dine ord er så store.
Så voldsomme. De skær i mig.
Mine øjne reagerer.
Hvorfor stopper du ikke?
HVOR ER MIN SKO?
Jeg skrumper.
Skrumper.
Skrumper.
Væk..
Jeg så mig i spejlet.
Hov, der var jeg.
Fandt ud af at jeg ikke var så lille alligevel.
Fandt ud af at min sko slet ikke var væk.
Men du..
du er væk.
Jeg lagde dig til at sove i en lille æske, som jeg låste og smed i havet.
Nu er du helt væk.
Tsunamien er væk.
Forvirringen, forstyrrelsen, udmattelsen.
Og her er jeg.
Lige foran mig selv.
Jeg smiler.
Her er lyst.
Her er hjem.