Den flyder i kroppen
holder den fast
i usmidige bevægelser
følelsesløshed
og kulde
Den erobrer hendes mund
og læber
hun taler stødvis
og ordene er næsten døde
Når mørket splintres
og lyset bryder frem
flyver hun lavt
på stækkede vinger
tankerne vandrer
hun drømmer om håb og kærlighed
om venskab
og frihedens duft
vækker hendes sanser
indtil mørket kommet
igen
Angsten er i hendes liv
og gir det et mønster
fast som beton og uden farver
sjælens fængsel
Og den er osse hendes ven
skaber rammer
og begrænset frihed
i hendes liv
Angsten forsvinder aldrig
den er en del af hendes liv
har formet hende
svag og stærk
Hun kæmper
spreder sit dæmpede lys
ud i mørket
fordi hun vil leve