Jeg er en social og sundhedsassistent der opfatter mig som en del af det indsatsbevidste sikkerhedsberedskab vi nationalt har i sygeplejen. Jeg er en strammer og ikke en slapper. Men jeg er god nok alligevel.

Jeg kører fra hospital til hospital. Jeg er nemlig i et vikarkorps, der er lavet af det officielle psykiatrivæsen, så vi dækker de vagter de enkelte lukkede afdelinger ikke har mandskab til.

Jeg kan lide dybde, men ser nye mennesker hver dag. Jeg har joinet at vi zapper fra klip til klip i livets gamerkultur.Jeg læste med fornøjelse dybe lange tekster om religion og litteratur og matematik beviser på hf, men er gennem de sidste år blevet tryg ved den sikkerhed i ansættelsen det er at være på lukket afdeling for jeg kommer aldrig til at mangle arbejde.
Jeg ville ikke bælte fikseres da jeg selv var skizofren patient for tyve år siden. Jeg ville ikke have medicin. Jeg ville ikke have elektrochok. Medicinen undgik jeg ikke, de andre to undgik jeg. Jeg går nu forrest, med store muskler og over hundrede kilo solid kampvægt. For en sag som psykiatri, forrest når en patient er ustabil eller bliver vred og vi skal bæltefiksere patienten. Jeg er ikke arbejdsløs religionshistoriker studerende mere. Jeg har en moral der hviler på at jeg er team medlem som en lille soldat, jeg forsvarer mig med at det er for patientens bedste, fordi alle mine egne fejlslagne forsøg på via psykoterapi at slippe for medicinen netop i halvtreds procent af tiden er fejlslagne, og jeg derfor nu helt omvendt mener kun det de kalder rå undertrykkende psykiatri kan danne en bevarelse af liv, godt nok tit uden livskvalitet, men patienten overlever, det danner team moral, vi giver High Five når patienten tager imod medicinen efter ugers modstand.