Thore fortalte mig engang at han havde haft en drøm om en time med 8c i den skole, hvor han arbejder. En pige rejser sig og spørger Thore om han egentlig har forstand på at være lærer? Om han føler sig god nok til at undervise? Om han har check på det stof, han underviser i?
Senere snakker Thore med en kollega om historiepensum for 8c. Thore føler sig usikker og kan dårligt tale rent. Kollegaen bliver irriteret og siger: "Thore, jeg troede at du kendte det pensum, som du underviser i. Du er sgu da lærer, eller hvad?"

Thore tænkte så over senere, hvad der var sket på skolen. Blev igen usikker, tvivlede på sig selv, og tænkte så om han bare omgav sig med et panser, som skulle vise ham stærk og sikker? Og som skulle skjule hans indre, som i virkeligheden bare var en blævrende grød, som reelt var uden viden og moral og mål?

Thore havde været deprimeret og grædt. Jeg sagde, at jeg nogle gange følte præcis lige som ham. At jeg somme tider følte mig som en skuespiller, at jeg havde påtaget mig en nødvendig rolle som sikker og velfungerende - for i det hele taget at kunne begå mig på arbejdet og privat. Jeg fortalte også Thore, at mange andre sikkert havde det på samme måde.

Thore var lidt lettet da han tog hjem til sig selv.

Jeg ved ikke om jeg har talt sandt til Thore. Men jeg tror at der er noget om det, jeg fortalte Thore. Hvide løgne fortæller ikke hele sandheden, men de kan være en hjælp til senere at finde den.