Det banker sagte på min dør og min far træder ind
Med mælkede øjne og pergament skind
Klokken er 8 om morgenen
Og så bryder hele verdensordenen
Hans stemme bæver, det er nu vi drager afsted
Jeg står op og døren lukkes med en infam ed
Og jeg er kun 12 år
Egentlig alt for tidligt at få uhelende sår
OMK : Sig nærmer tiden hvor vi mødes igen
Jeg ved ikke hvor, hvornår og hvorhen
Men ræk hånden bagud, du kan næsten nå mig
Min ånde kan næsten mærkes i nakken på dig
Er det ikke forbandet når kødet falde af knoglerne, men ikke alt er skidt
Jeg er mæt af dage, så vi ses på den anden side om lidt
I bilen er vi stille, plaget af tilstandens ånd
For første gang i mange år tager han min lille hånd
Det går op for mig at jeg ikke har kendt ham i hele min leve tid
Senere lære jeg ham at kende, han er verdens bedste individ
Bygninger flimre og i det fjerne er der en hund der gør
Afskeden med en mor, gør enhver mand mør
Og jeg er kun 12 år
Egentlig meget svære vilkår
B : En far og hans søn
Et skrig og en bøn
Et barn og en voksen der er vingeskudt
Ud af mørket vokser en samhørighed, der aldrig bliver brudt
En rynket hånd med en drop
En fortættet stemning der aldrig vil holde op
Slørede afgrundsdybe øjne
Et sidste afkræftet knus, sjæle der er nøgne
Du nåede ikke at leve hele dit liv
Helbreder skrantede og yppede kiv
Og jeg er kun 12 år
Håbet er at livet vil klinke mine banesår