Jeg kommer i den kolde nat,
stiger som damp op fra enge og moser.
Skjuler de ting du ikke vil se.
Skjuler alle de ting, du egentlig burde se.
Jeg sætter mig på frosne grene,
sylespidse som små krystallinske nåle,
der hvidt lyser bedrageriske
smukke billeder ud i den nye morgen.
Jeg lægger mig som et ligklæde,
af utydelig hvid silke på grønne marker.
Klæder uskylden hvidt i mystik,
mens tankerne nu breder sig i sjælen.
Jeg bringer uro til sindets afkroge,
selv om jeg kommer på de stille dage.
Mosekonen, der regerer i riget,
breder mig over en verden, hvor alle sover.
Jeg er grundlag for mange myter.
Beskrevet af tusinder i ord, film og lyrik
som en stemning, der præger os,
der sætter os op til den smukke uhygge.