Du kom til mig og mit liv
på en trist septemberdag.
Du jog de mørke skyer væk
og åbenbarede glæden på jord.
Du kom ind som en orkan
og annekterede min verden.
Du ville lære om mig og mit liv
accepterede mig som den jeg var.
Du kom med dit gode humør
din sjæl smittede, ændrede mig.
Du stjal de mørkeste af mine tanker,
og delte de lyseste af dine egne tanker.
Du kom med glæde i dit ansigt
med øjne der fulgte alle mine skridt.
Du puffede til mig når jeg var for doven,
hjalp mig hver gang livets bagside viste sig.
Du kom med glæde når jeg kaldte
mange gange med din snor i munden.
Du logrede hver gang du glad så på mig,
men den morgen kom du ikke da jeg kaldte.
Du kom mig i møde med besvær,
med gamle øjne, der var fulde af sorg.
Du bønfaldt mig uden ord, men med et blik,
og jeg måtte gå den tunge gang til dyrlægen.
Du kom op på det iskolde rustfrie stål,
og du lå med sørgmodige øjne og så op på mig.
Du hørte dyrlægen bede mig sige det sidste farvel,
og du nød jeg kløede dig bag ørerne lige til du sov ind.
Du kom til at betyde så meget for mig,
og du vil aldrig blive glemt men altid savnet.
Du ser sikkert ned og ser mig gå med den nye hvalp,
Mens jeg ser noget af dig den og tænker: "Hvor blev du af?"