I slugtens dyb
ligger tågens tykke tæppe.
over gabets fugtige bund
over det frodige grønne væld
over kildens vand.
Gennem tågens vuggende dyner
på vandets sorte spejl
en skikkelse knap anes.
Slank og bleg, yndefuld dansende
bedrages mine øjne?
Let svæver ellekvinden
med hår som flydende honning.
Øjnene dybe skovsøer
lokkende, fristende, som blomsten til bien
med løfter om evigt vår.
En ungersvend med rødmende kind
står tryllebundet i bregnernes brus.
Han ser mig ikke, han ser kun hende.
Hun synger så fin en klang, som solsorten i sneen en vinterdag.
Det sorte vand griber ham, sluger ham,
stilhed.