skyggerne driver langsomt rundt
har oceaner af tid
de sætter sig vel tilrette
folder sig langsomt og sikkert ud
på sindets bedste plads
de skal ses og høres
Andreas får ikke lov at glemme
året 1957
skyggerne har et navn
det er Hanne
en lille livløs skikkelse
på kanten af en dam
med planter og blomster
kønt og tilforladeligt
en kold vinterdag
i slutningen af februar
en mor bøjet over Hanne
pumper barnet fri for vand
det forsvinder fra kroppen
sammen med livet
kampen er tabt førend den er begyndt
moderen bevarer håbet og fortsætter
mens Andreas bare observerer
døden som stumfilm
moderen græder
Andreas ved ikke hvorfor
men aner alligevel et diffust mørke
som søger mod ham
indhyller kroppen og sindet
i angstens kolde kappe
glat og sort
ikke til at fange eller løsne
sommerdage
Andreas føler sig fri
i legens bevægelige paradis
familiens sikkerhed
vennernes råb og latter
fængslet er forvist
men skyggen lever
og kræver skyld
mørke vinterdage
skylden er overalt
Andreas vrister sig fri
brænder de snærende bånd
men brænder sig selv
arrene har han endnu
ingen direkte smerte
men skylden skygger for solen
livet bugter sig frem
snoede og lige veje
krævende bakker
og bakker med friløb
skyld og skygger med evigt liv
kæmper indædt mod glæde og tro
lige nu er lyset
i Andreas øjne