I grøften sidder jeg med mudder op til halsen. Tung, kold, klam mudder. Personligt ser jeg intet galt heri, men dit blik fortæller mig, at dette var dråben. Den sidste dråbe dine øjne orker at producere, dråben som daler mod lyset og kvæler den svage flamme.
Jeg må antage, at en tændstik kun virker én gang, hvorfor jeg nok må anderkende nederlaget. Med mindre jeg selvfølgelig lader mudderet bestige mit bjerg af et hovede, hvorefter jeg reinkarneres som en ny tændstik. Jeg overvejer denne mulighed et par sekunder, men indser at min karma på ingen måde vil give tilladelse hertil.
Jeg bliver vel nødt til at sige farvel.