Vi eksisterer i en verden af egoisme
og lever blindt et liv fyldt med lyrisme.
Vi lukker øjnene for verdens realisme,
mens vi i flok dyrker fælles fatalisme.
Vi propagerer uden viden vor racisme,
uden at se, at det er blind idiotisme.
Vi skjuler os og håber bag vores kynisme.
Vi lader os skræmme af ordet bolsjevisme
og ser det som starten på kommunisme.
Vi bruger derfra skældsordet kapitalisme,
mens vi opfinder vores helt egen socialisme.
Vi giver modsvar med grøn konservatisme
og taler alle sammen meget om liberalisme.
Vi fornægter og ser ikke vestlig imperialisme.
Vi lever i et Europa på vej mod føderalisme,
mens vi har vores egen form for feudalisme.
Vi har et samfund udbygget til bureaukratisme,
godt støttet af regnedrengenes intellektualisme.
Vi lever fedt i et samfund bygget på industrialisme,
men stemmer alligevel på skrighalsenes fascisme.
Vi føler os trygge, gemmer bag NATO's militarisme.
Vi ser ikke en verden der styrer mod centralisme,
og hører ikke ultra højre der råber på despotisme.
Vi lytter uvidende til de højt råbendes dogmatisme,
hører og ser ikke at det er den reneste populisme.
Vi tror det er fremskridt og fremsynet futurisme,
men agerer som var det folkets patriotisme.
Vi ser ikke at eneste stræben er kommercialisme.
Vi drikker lattè og tror det er eksistentialisme,
uden at forstå de andres fundamentalisme.
Vi indser ikke mediernes pres mod konformisme,
men dyrker uhæmmet forbrugets ekstremisme.
Vi rejser væk som et udtryk for eskapisme,
men ser ikke det er fornægtelsens fanatisme.
Vi bilder os selv ind at vi dyrker idealisme.
Vi ved ikke at det er meningernes chauvinisme,
men hævder stædigt at det er ny klassicisme.
Vi indser ikke vores verden præges af absurdisme,
men fortsætter den personlige ekshibitionisme .
Vi trænger alle sammen til meningernes eksorcisme,
inden vi ender i hele samfundets kannibalisme.
Vi føler ikke den egen dannede menings-terrorisme.