Vi står her i regnen
op ad en lukket opgangsdør.
Mellem asfalt og glasskår,
mellem fortid og fremtid.
Vi står tæt og griner,
ånder tungt,
blæser damp ud i luften.
Du læner din krop mod min,
mens Verden suser forbi.
Let fugtig hud
der vibrerer sagte til hjertets trommen;
til nattens sang.
Og når vores læber mødes,
som kometer i verdensrummet,
og byen forsvinder,
er der kun os tilbage.
Os,
der eksisterer udenfor opgangens dør,
mens vi drejer om Solen.
Paradis udenfor porten.
Det bliver ikke bedre end det her,
og vi ved det begge to.
Om lidt brækker jeg kæben på ham dér,
fordi du smiler til ham.
Om lidt brænder du mine ting,
fordi parfumen i mit tøj ikke er min.
Om lidt knepper jeg hende, som jeg ikke kan huske navnet på,
inde på firmaets klamme lokum,
mens jeg tænker på dig
og skærer tænder ad det svin,
der stirrer på mig i spejlet.
Det bliver ikke bedre end det her,
og vi ved det begge to.
Så lad os bare stå her,
lidt endnu,
mens jeg farer vild i dit kys,
mens du forsvinder i min favn,
mens vi begge går til
i et øjebliks uendelighed.