Jeg fatter intet,
men fatter alt,
fatter mere end folk aner.
Ser ting, jeg tror,
alle ser alt,
men jeg tænker i andre baner.
Solen oprinder,
når jeg bekræftes,
i at jeg er elsket.
Den største lykke
jeg endnu har kendt
er fred
for tankernes masen.
At sove så dybt
og drømme så lyst
at vågne til dagen derpå
se tilbage,
med glæde, og latter
om fremtid umuligt kan spå.
spontanitet og uvished
er benzin på mit ydmyge bål.
Flammerne blusser
op som vulkaner
og fylder mit hjerte med varme
varmen er vild
varmen er voldsom
jeg digter og digter,
digter med omsvøb,
omsvøbet om mine tanker.
Tanker så tunge
tunge som sten,
men når stenen er fjernet
daler jeg ned som vægtløse dun.
Daler og daler
i flere minutter
og lander
så blidt og så lunt.
I moders arme
hun hvisker til mig,
de sødeste ord,
man kan hviske.
Hun kigger mig dybt,
i mine øjne,
så længe,
så blidt,
og så sødt.
Puster liv,
ind i mit hjerte
så det folder sig ud,
og indfører,
glæde og smerte.
Hun sår,
det ydmyge frø,
der er det træ,
i beskuer,
måske en dag,
i forstår dets ord
og hører dets mystiske tale.
Så vil i nok
måske en dag
som vægtløse dun,
dale.