Skinnende med den glatteste overflade
den har alligevel kant.
Den står altid fremme på den forbeholdte plads, hvor den lettere elegant bader i sin egen pøl.
Jeg får altid komplimenter på den.
"Nej, sikke en fin sæbe du har dig"
Jeg nikker.
Med nænsomme hænder stryges den på håndoverfladen.
Den efterlader det pureste kys på huden.
Den svømmer i en sø af elendighed.
De nægter at røre ved den, og til min forargelse bruger de pumpen i stedet.
"Har man set magen til beskidt".
Ja, jeg pumper i flasken.
Den er skrumpet, og dens overflade er som sandpapir.
Der er sorte korn indprentet i,
hvad der tidligere var hvidt.
Jeg burde skille mig af med den.
Den står ikke til at redde.
Der har sat sig dybe korn i overfladen.
De siger
"Man bliver mere snavset af at bruge den end at lade være".
Så jeg lader være.
Jeg iagttager den én sidste gang,
før jeg skærer skorpen af og tager den med i bad.