"Offentligt omsorgssvigt er ofte værre end omsorgssvigt i hjemmet" Sådan sagde min dansk lærer efter vi havde set dokumentaren "Er du mors lille dreng?" Og jeg må som fars lille pige give hende ret.
Alt for mange udsatte børn og unge oplever offentligt omsorgssvigt. Men hvornår er man et udsat barn eller ung? Der er ingen konkrete svar på det spørgsmål, ifølge eksperter er der 2 grupper af socialt udsatte børn og unge. Den tydelige udsathed, som er børn af de socialt udsatte hvor man nemt kan se at der er noget galt. Og den usynlige udsathed, hvor forældrene kan være velfungerende på fx arbejdsmarkedet eller i forhold til hjemmets beskaffenhed, men hvor de ikke magter forældreopgaven.
Jeg har for enkelthedens skyld valgt at inddele familierne i fire kategorier. Den type af statistik giver selvfølgelig et meget stereotyp-billede, men kan være med til at give overskuelighed.

Kategori 1: børn af udsatte forældre der ikke magter forældre rollen. Kategori 2: børn af udsatte forældre der magter forældre rollen. Kategori 3: børn af velfungerende forældre der ikke magter forældre rollen. Og kategori 4: børn af velfungerende forældre der magter forældre rollen.

Jørn fra "Er du mors lille dreng?" ligger i kategori 1 sammen med mennesker som min far. Min mor voksede op i kategori 3 og som følge af deres sociale arv og en ufattelig ringe kommunal indsats burde jeg havde været et kategori 1 barn. Heldigvis er min mor i besiddelse af stærke forældrekompetencer og min far har gennem en formidabel kraftanstrengelse flyttet sig fra kategori 1 forældre til en kategori 2 forældre. Og havde kommunen sat ind med hjælp til os som familie i forbindelse med mine forældres arbejdsskade, havde jeg med MEGET stor sandsynlighed været det kategori 4 barn, som jeg egentlig er født som.

Det er på kategori 4 familier vi har mulighed for at bygge et stærkt og fremtidssikret velfærdssamfund. For det er kategori 4. forældrene der: giver gode værdier videre til deres børn, der betaler skat, der holder vores arbejdsmarked kørende osv. Så når der sker et offentligt omsorgssvigt af et barn er det også et svigt af samfund. Jørn, jeg og andre børn som os, koster samfundet masser af penge. Men fordi den helhedsorienterede løsning, der ser den enkelte families/barns behov mere er ord og noget der undervises om på kurser for kommunalansatte, end noget der praktiseres i det offentlige, så bliver det omsorgssvigt for millioner. Konsekvenserne af offentligt omsorgssvigt bliver langt større, fordi det offentliges magt og ressourcer er langt større end den enkelte forældres. Og fordi det er meningen at det offentliges velfærdstilbud skal være et sikkerhedsnet under borgeren, så når sikkerhedsnettet svigter bliver håbet om en god fremtid så meget mere desillusioneret.

Jeg vil her bruge min egen familie som eksempel. Mine forældre havde ved fælles indsats flyttet sig fra deres barndoms udsathed til at blive en kategori 4 familie. Fast arbejde, uddannelse, ægteskab, ok økonomi, eget hus, uafhængighed af det offentlige osv. Der er ingen tvivl om, at de hang i udkanten af kategori 4, fordi det er usandsynligt svært at løbe fra sin opvækst, men men... der var sket et skift. En arbejdsskade (de havde fælles arbejdsplads) knækkede muligheden for at forblive uafhængig af det offentlige. Og det var mødet med Jobcenter, manglende behandlingstilbud, kassetænkning og andre offentlige tilbud, der sendte min familie ud af kategori 4. På et tidspunkt havde mine forældre afsøgt alle afdelinger, undtagen pas og kørekort-afdelingen, i håb om behandling til min fars misbrug. Det er desillusionerende og har også for os børn, muligvis også for deres børnebørn, skabt en manglende tillid til velfærdsstaten Danmark.

Under den nyligt afsluttede kommunale valgkamp hang der en plakat på en lygtepæl, det var ikke tydeligt at se hvilket parti eller organisation der stod bag, men billedet og teksten var tankevækkende. Det forstildede en træt, desillusioneret midaldrende kvinde under en eller anden form for demonstration, som holdt et skilt over hovedet med påskriften: "vi bliver mere syge på jobcenteret." Rundt om på nettet kan man hurtigt blive bekræftet i at kvinden ikke står alene med den opfattelse. Og sikke et paradoks når vi har et af verdens dyreste velfærdssystemer. Og hvorfor når der bliver postet millioner i kvinden, Jørn og mig siger statistikerne noget helt andet?

I år 2016 var der 45.000 kategori 1 og 2 børn i Danmark, og her året efter er der næsten kommet 10.000 til. Alle mors drenge og fars piger bliver også en dag voksne og for børn. Og for hver af disse børn vi taber bliver chancen for at tabe den næste generation endnu større.
Lisbeth Zornig Andersen som er landskendt for sine holdninger og sit arbejde i forhold til socialt udsatte, slår ofte på, at det enkelte menneske der er ekspert i eget liv. Så måske er det på tide at spørge de virkelige eksperter hvad der skal til for at hjælpe mors lille dreng og fars lille pige videre.