De sagde, at der ikke var plads til os,
Og tilbage var vi forladte i sorg.
Og med drømmene vi havde drømt,
Byggede vi omkring os en borg.
Der blev vi i mange år,
I vores lille og uvirkelige verden,
Og vi troede vi havde det godt,
Selvom vi mærkede smerten.
Hvorfor var vi ikke uden for borgen
Med alle de andre mennesker?
Hvorfor kunne vi ikke være
sammen med dem vi elsker?
Årh.. hjertet glemte vist at føle.
Idioter var der mange af,
Og pludselig var jeg et tal
I idioternes kamp-sag.
Jeg havde brug for dig, og jeg troede,
At du var stærkere end en ørn!
Hvorfor sagde du ikke min kære Danmark,
At vi også er dine børn?!