Farven rød drager mig mod det forbudte
Det forbudte jeg bare ikke kan holde mig fra
Det jeg har fået fortalt er hyklerisk selvmord, som kun de svage begår
Imens tiltrækker det orange skær mig mere og mere
Er skarp orange flamme brænder mod min hud
Du danser som en flamme jeg ikke kan stå i mod
Jeg giver mig selv hen i den gule farve af misundelse
Et sted jeg ikke vil være, et sted jeg skammer mig
Jeg bemærker slet ikke at jeg nærmer mig den grønne farve af jalousi
For jeg er splittet mellem om det dig jeg betaget af, din udstråling af frihed, din seksuelle dans, dine hofte sving og din smukke skikkelse
Eller er det blot et ønske om hvordan jeg ville være dig,
at danse dine trin af frihed
Friheden til at være den man i virkeligheden er
Den blå dunkle farve kommer af mystik og rammer mig, jeg er trist
Jeg mærker hjerte bliver kvalt over ikke at kunne danse dine trin, danse med dig, kysse dine bløde læber, følge dine sving
Jeg er fanget i den efterladte, buldermørk og kolde blå
med drømmen om at blive flammens lyse skær, som du
Drømmen om at danse i frihed som den jeg er, og ikke gå på glasskår med hundrede ton sten på ryggen
Mystikken rammer i sine lilla toner
For hvem er du og hvem er jeg, og hvorfor danser du dine trin foran mig
Hvad vil du mig, skal jeg følge efter?
Fortvivlelsen spredes,
Tankerne rammer, er bundet af mit tunge hoved, som en sten kastet ud fra en klippekant, som rammer bunden af kløften
Et ekko gengives højlydt, det skriger tilbage, et lydløst skrig
Det vindens farver og regnbuens skær