barndomens, lykkelige land...
Der hvor han gik, på stranden, der hvor fodsporene, forlængst blev slettet, af tide vandet..
Hvor vindens stille forførende duft,
Gjorde ham bar, af den smuke duft..
Hvor vinde blæste, med klitens hvide sand.
Bølgerne larmede, når de ramte sindens, drømmenes strand..
Stranden hvor vinden, gjorde ham stille.
Hvor bølgerne rullede, selv om drengen ikke ville..
Solen gik stille ned, på eventyr
han ville, han blev tavs.
Som jægeren, der fandt havets lysene rav.
Længselen kommer, når vindens havfugle, Drager mod vest.
Han husker den vind, der ved havet, er han bedst...