Tilbagelænet
indånder jeg dagens sidste udånding.
Omsluttes af velbehag.
Dog higende efter diskursens dragende rejse
mod selviscenesættelsens hjertekugle.
Den som kun nattens sorte kan bringe.
En tid til mellemregningernes opgør.
Til stilhedens sagte kilderen i øregangen.
Til ensomhedens fordybelse i fællesskabet
som kræver sit offers opmærksomhed.
Langsomt overtages jeg af søvnens eufori
og må erkende
mit nederlag.