Klokken er atten nul ni og dørklokken ringer,
for to politifolk trykker på den med en finger,
"Må vi komme ind, bare for at snakke lidt?"
De sidder i sofaen, ser vores spørgende blik.
"Vi skal fortælle om jeres datter Camilla."
Mit hjerte banker som det er ved at stige af,
min kone begynder på et langt desperat skrig.
"Hun døde foran et tog klokken sytten nul ni!"
"Har i familie der kan komme hos jer i aften?"
"Min søn," siger jeg, stemmen har tabt kraften.
De sidder næsten tavse til min søn han kommer,
og jeg tænker bare på hendes latter sidste sommer.
Min kone hulker nu mens tårerne tavse flyder,
og fra mig "nej, nej, nej!" Det magtesløst lyder.
Sorgen rammer med maskinel præcision,
hele vores liv bliver sendt til revision.
og tårerne løber som blod ned i skrigenes hav,
for jeg er ramt af livets nådesløse rundsav.
Det føles som lemmer der skæres af,
og tårerne løber i stride strømme
som var det blod fra livets rundsav.
og tårerne løber i stride strømme
som var det blod fra livets rundsav.
og tårerne løber i stride strømme
og tårerne løber