Solen i vintertider er svag og gul
som urin i bleen
når man har ventet længe
Det søndagskolde kød
og sne der glatter lige ud i synet
krøller mine lupus ramte fingre
Strikketøjet mangler
Opgav jeg det på grund af for meget tælleri
og de meget små masker
eller brillerne der skal have nye glas?
I den yderste alder
synker jeg
I den yderste alder
forandrer jeg mig hurtigtigere end du
Jeg tænker
som jeg hele tiden har tænkt
Hvornår blev jeg en retrograd planet?
Den der drejer venstre om
mens alle andre drejer til højre
Atlas tvinges i knæ
på grund af planeter som mig
Det er tilladt dø af grin
At trække på skuldrene
for jeg ikke er lækker ungdom
Fordringsløshed er det nye sort
Ydmyghed
Jeg klæder mig på
Nøjsom er den tidsalder jeg
befinder mig i
Men jeg vil dele en hemmelighed med dig der stadig har værdi
Her i min værdiløse verden
er der smukt