"Jeg har lyst til at dø!"
skriger jeg til søens dybe,
brune, grumsede vand.
Fiskene glemmer det jo,
dem kan man glædeligt
lette hjertet til.
"Jeg har lyst til at dø!".
Jeg står alene ved bredden
og skriger af frøer og fisk.
Det er lige sådan en søndag
bør være.
Jeg har lyst til at brænde
en kirke ned, men det
kan jeg ikke få mig selv til,
det kan jeg ikke få mig selv til
at hverken sige eller skrige,
til fugl, kvinde, hund, frø
eller fisk.
"Jeg har lyst til at dø!"
skriger jeg til søen i
mangel på bedre ord.
Ja jeg har lyster, men
dem glemmer mine venner.
Dem kan man glædeligt
lette hjertet til.
"Jeg har lyst til at dø!"
skriger jeg og tror at
jeg er alene,
at ingen kan høre
mig.