Ansigterne er de samme
sjælene har forandret sig
der er hjerter med ar
andre oppe med fjer
Jeg ser hvordan hun er blevet
på afstand
kvinden der kan tale frit
midt i den store sal
stilen fra top til tå
alle giver hende klap på skulderen
da hun betragter sig
dronningen bagved anerkendelsens sti
hun siger ikke noget særligt
hun har støtte fra hver side
det har gjort hende værdig
ingen siger nej
hun vinder sin sag
uden modstand
hun glider nem i sin bane
der får hende til at funkle i rundkreds
hun har fået kærlighed og respekt
det skaber mirakler
det er der hvor alt bliver til
Jeg er tilbage
under stilen
sover frygtens slidte mørke rande
jeg får altid et hak på ryggen
når jeg forsøger på at stå igen
jeg løber altid for at nå mine skridt
trods konsekvenserne
under vakuumets lave selvtillid
jeg står på ny på mine ben
ingen siger et ord
jeg giver ikke op
mens bålet hiver stadig efter sit liv
i mit hjertekammer
hun smiler og ler til omverdenen
der rækker hende hånden for at stå
vi har intet tilfælles
kun absurde tilfældigheder
der får os til at mødes