Træet står udmattet ind mod breden
Hviler sig lidt og nyder freden
Rødderne stikker nu op af jorden
Og spejler sig ned i fjorden
Dengang da træet var ungt og stærkt
Stod det så flot som det først havde lært
Stolt og frodigt fra rod til sin krone
Snart vil det stille forlade sin trone
Vandet i fjorden er altid på vej
formede breden ved siden af sig
Træet er evigt taknemmelig for det
Selvom det ikke længere kan vokse
Livet har bragt den store besked
Løsner sit greb og drager afsted
Alt omkring træet vil snart tage over
Ingen vil tænke på træet i sorger.