En verden lys og klar
En nybagt mor, en nybagt far
Det største mirakel livet har dem givet
Tre hjerter forevig forbundet i livet
Ikke en sky på himlen at se
En lykkelig familie det blev
Dog lykke er flygtig og varer ej ved
Skyerne ligger på lur et sted
Regnen kom ud af det blå
Forblændet af lykke, hun ikke tegnene så
Regn blev til storm, et lyn slog ned
Fosvundet i stormen var hendes kærlighed
Stormen raser med små løfter om en himmel blå
Denne gang hun for meget i tegnene så
Stormens lyn ville ikke forsvinde
Stædig som en forelsket kvinde
Stormen lægger sig alligevel
Men tør hun stole på det selv?
Kan hun få tilbage sin kærlighed?
Kan lykken atter vare ved?
Blindt omfavner hun lykken igen
I troen om, at det er hendes trofaste følgesvend
En hverdag igen fyldt med latter og kys
I fremtiden ser hun det største lys
Men skyerne hviler i horisonten et sted
Der er noget, der forstyrrer hendes fred
Der er noget, der begynder at smuldre
I horisonten begynder stormen atter at buldre
I hendes sind findes der ingen ro
Langsomt falmer hendes tro
Troen på sig selv som kvinde
Troen på, at hun dette kan overvinde
Usikkerheden i hende gror
Både som kvinde og som mor
I mørket hun alle svigter
Hun ikke længere kan fuldføre sine pligter
Hvis dette smuldrende sind varer ved,
Mister hun da atter sin kærlighed?
Og hvad med hendes søn?
I stilhed hvisker hun sin bøn
"Fri mig fra mit sinds byrde
Lad mig atter finde min styrke
Lad denne storm passere
Lad mig ikke falde i mørket mere
Er jeg forevig fortabt,
I dette mørke mit sind har skabt?
Finder jeg nogensinde igen mig selv?
Fortjente jeg det ikke alligevel?"