En grænse som opdeler vor verden
som når tårer bringer salt midt i smerten
Der hvor havet ses kysse med sandet
og fuglene nejer for livet i vandet
Hun er én lang linje med evigt liv
skærer vej sig frem som bølgens kniv
hvert sekund glides fremad og så tilbage
på ny hun tegnes alle årets dage
Undfanget langt borte denne magiske snor
engang himlens dråber, nu snart blandes med jord
nær bredden dens form nu fornemmes kan
med et vindpust i ryggen har den kurs mod land
Men du, søde kant, er ikke kun det - du er mer'
I stilhed og fred, der er mødested her
Hos dig træffer vand, land og luft hverandre
mens tusind fødder på dig i kærlighed vandrer