Klokken er 16:24.
Nøglen bores ind i låsen med en knasende lyd, og drejes rundt på en hakkende måde indtil døren pludselig er åben. Jeg træder et, to, to et halvt skridt frem og hører først den anmasende lyd af døren som glider på plads og så lyden af låsen, som låser af sig selv. Stirrer ind i dørspion-øjet og fortæller den, at nu er den lukket. Den kigger uforstående tilbage.
Jeg har handlet ind og alle varerne ligger i en gul plastikpose. Den er tung. Jeg løfter den op på køkkenbordet, inden den krybende tanke bider sig fast på hjerneskallen - har jeg husket at lukke døren?
Vender mig om og lukker øjnene. Billedet fra før sidder stadig på nethinden, billedet af den lukkede dør med den desorienterede dørspion. Alligevel kan jeg næsten mærke kulden. Og jeg kan høre stemmerne udefra meget klarere, end jeg ville kunne, hvis døren var lukket.
Et, to, tre, fire, fem, seks skridt er der hen til døren. Og den er lukket. Jeg føler med hænderne, jo flere sanser som kan fortælle mig at den er lukket desto bedre. Forsøger endnu en gang at affotografere dens lukkethed med mit sindskamera.
Tilbage i køkkenet. Køleskabsdøren er også en dør, men den skal være åben for at maden kan blive sat på plads og slappe af derinde. Og så sker det igen, en eller anden går ind i photoshop for at manipulere med billederne på min harddisk. Pludselig er ser det ud som om, døren er åben. Jeg kan se det soleklart i alle mine minder: Døren er åben, åben, åben igen, og den føles mere åben end den nogensinde har været før og dens hvide gab griner af mig, da jeg endnu engang bevæger mig ud i gangen for at tjekke efter. Da jeg tjekker har den bidt tænderne sammen. Låsen er låst.
Leverpostej skal stå sammen med pålægget, kartofler ned i grøntsagsskuffen. Har jeg husket at lukke døren?
Det er seks ord. Seks ord som har bygget rede i min hjernebark, hvor de nu sidder og gnasker på livet løs og skriger med deres pibende stemmer: Har du husket at lukke døren, hAr Du HuSkEt At LuKkE dØrEn?
Jeg viser dem billederne fra mit sind, for nu er der tre af slagsen - tre fotos som viser, at døren er lukket.
Dem gnasker de også i, indtil de er væk, og trangen til at gå ud og lukke døren bliver så stor, at den næsten ikke kan bæres, og jeg er ligeglad med, hvor mange skridt det vil tage mig at gå derud, for døren er åben igen og igen og mit hjerte begynder at banke så hurtigt at jeg slet ikke ved, hvem jeg er længere.
Kom nu, Mira. Døren ER jo lukket. Døren er lukket, døren er lukket,
Lukket, lukket, lukket, lukket. Jeg fremkalder billederne igen, og jeg kan se dem, men trangen breder sig i mine lunger som små parasitter som inficerer min vejrtrækning med åbne døre. Og alt luften forsvinder mens jeg står i køkkenet, og et vandfald af sved fra mine håndflader får et eller andet til at falde på gulvet.
Og jeg hvisker: Døren er åben.
Og råber: DØREN ER ÅBEN