Et enligt træ på en øde mark
Fugletræk som punktummer på den gråblå himmeldug
Illusionens slør falder fra mine øjne
og åbenbarer den rå sandhed foran mig
Alle de drømme jeg havde
Alt mit håb var lagt ud for verden
Nu lugter det fælt og synger med en falsk tone
Løgnen står klam og gul
og smerten som en dunkende byld
der er begyndt at lække
i dit ansigts blanke facade
Desillusioneret vender jeg mig om
og går tilbage
væk fra dig
gennem det landskab
hvor jeg har gået så mange gange før
Gaderne er de samme men nu er.der
kun en stilhed der hviner som tommeskruer
og mit åndedrag som eneste tegn på liv
Himlen falder på mine skuldre
da minderne passerer
Jeg ved ikke hvad jeg er
når den sidste bid af himlen
er sunket i havet