Datter: Hej far, hva så? Jeg har lige set at I har haft ringet?

Far: Ja, hvordan går det? Jeg går lige ind i stuen med ipaden, så kan du også hilse på mor. Det er godt at se dig.

Mor: Hej, datter. Du ser frisk ud. Ja faster døde i eftermiddags.

Forældre er så praktisk opdraget. Det er desværre sjældent noget de viderebringer til senere generationer. Os, børnene. Vi derimod, har brug for at føle på tingene. Græde, skrige, kramme, le, fejre. Vores umiddelbare følelser støder for tit imod forældres mur af selvkontrol og drama-distance. Er det os der overdriver? For hvorfor skulle vi egentlig tude, når vores egne søstre nu stadig lever, og læser, og griner og skælder ud. Hvorfor skulle vi egentlig græde, når I smiler?

Datter: Hvorfor er I så glade?

Mor: Nåeh, det er jo også for det bedste. Hun havde så ondt. De kunne ikke smertedække hende til sidst. Hvis du googler knoglekræft, er der en god artikel, der forklarer hvorfor det er så smertefuldt.

Mødrene er altid dem, der er mest praktiske. I hvert fald vore mødre. Som jo egentlig bare er én eneste mor, men som bærer som en legion. Vores mor, som kun har grædt en enkelt gang foran os døtre, og det da vi satte hende smerteligt i centrum med en velfortjent pris på vers, over selv samme melodi hun altid sang os afsted til skole med. Vores mor er ikke en dramaqueen, men forunderligt nok har vi arvet det hun ikke er.

Datter: Jeg fik ikke engang sagt ordentlig farvel! Den mail jeg sendte, blev læst op for hende, men jeg ville så gerne have givet hende den sidste krammer. Jeg hader, at jeg er så langt væk.

Mor: Men hun var ikke engang ved bevidsthed her den sidste uge. Ja, hun var glad for din mail, den fik hende til at le.

Datter: Det er slet ikke det samme som at sige farvel ansigt til ansigt.

Vi er ikke dramaqueens! Vi er helt normale. Med helt almindelige reaktioner. Udelukkende set i sammenligning med forældrene, overreagerer vi. Men de trøster os, så godt de nu kan, uden at røre for meget rundt i tårerne. Vi leder efter stille ord og små signaler på at de jo egentligt synes som os.

Datter: Øv. Øvøv øv. Det er noget møg. Hvordan har I det ellers?

Far: Ja, jeg har det jo lidt svært.

Mor: Nå! Hvorfor dog det?

Far: Jo, min søster er lige død!

Mor: Nåja, jeg troede du mente, fordi vores yngste datter er så langt væk. Og det er jo noget pjat, for vi ser hende jo om 2 måneder.

Fædrene er de mest svage. Hvis sorg over en søsters død er svaghed. Hvilket det ikke er. Denne pågældende far er sammensat af flint og muld, som sin elskede barndomsegn. Skarpe kanter, hårde holdninger. Og smuldrende kompliceret sind fyldt af gamle rødder. Men han tillader ikke vi ser det, hvilket vi alligevel gør, for det slipper ud gennem sprækkerne. Når han en sjælden gang med overlæg lukker op og identificerer en følelse med en enkelt sætning, tror han det er nok med det. Det er blevet stadsfæstet som et faktum i rummet mellem os, og vi og dem behøver ikke at se direkte på det længere. Det skal bare svæve her, være til stede, uden at kommenteres, så vi kan tage lidt hensyn til, at han har en følelse.

Vi er altså blevet voksne nu. Vi må godt trøste jer engang imellem. I må godt græde og hulke og synes verden er noget møg overfor os. Vi vil gerne gengælde alle de gange I pustede på vores knæ og aede vores hår. Men I kan ikke give slip på den der rolle, vi er født til, at I har. Lad os for en gangs skyld vise at vi er følelsesmæssigt afbalancerede nok til at kunne tage os af et andet menneske, nej ikke bare et andet menneske, men jer. Måske har I ikke lært os samme grad af praktiske livssyn som I selv besidder, men så lad os lære jer at overreagere. Nej. Bare reagere. Sammen med os.

Vi ved jo at vores mor vil ligge vågen og savne sin svigerinde inderligt og stille. Og vi ved vores far vil lukke sig inde i værelset og sig selv af sorg og frygt for, at han er den næste.

Datter: Skal der være en mindehøjtidelighed?

Mor: Det ved vi ikke. Hun sagde inden hun døde, at det var op til jeres kusine. Om hun orkede at arrangere noget.

Datter: Jeg håber virkelig, der bliver en mindehøjtid! Selvom jeg ikke kan være der. Det vil være forkert andet.

Mor: Nu må vi se