Først beundrende betaget,
af din selvtillid, dit mod
Fanget i min tryghedsboble,
draget af dit vilde blod
Du, så ubegrænset grænseløs,
med ubekymret, dristigt sind,
Forundret, men taknemmelig,
blev jeg inviteret ind
Jeg frygtede, du sku' fortryde
Trådte varsomt, holdt igen,
gav kun svar, du ville høre
Slap mig selv, men blev din ven
Du tog mig med til nye lande,
nye verdner, nye folk
Du tvang mig ud på dybe vande,
tjente som en trofast tolk
Jeg så da, at jeg kunne bunde,
og det fik mig til at gro,
gro til du blev ganske lille,
mens jeg fandt fornyet tro
Med ét, da blev du skarp og giftig,
truet af mit nye mod
Blændet af din store styrke,
tog jeg troskyldigt imod
Jeg lod dig få mig til at vakle,
tillod dine bistre bid
Din gift trang ind i alle kroge,
ætsede min selvtillid
Nu på afstand af din skygge
Er det klart, du stjal min lykke
Jeg går videre uden dig
Grænseløs på egen vej