I dag sagde jeg farvel til et menneske.
Ikke et menneske som jeg kendte, eller som stod mig nær. Derimod en fremmed.

Kvinden skulle efter sigende have været en helt fantastisk kvinde, med hjertet på det rette sted. Nu lå hun så der, med et hjerte som ikke slog mere.
Da jeg kiggede ind i hendes tomme øjne, og holdt hende på panden, følte jeg en helt særlig ro indeni. Der var noget fint over det, som hun lå der, og havde sagt farvel til livet. Livet havde forladt hende, og hun havde forladt livet. De var enige, og netop derfor var det så fint.

Imens jeg sad der og kiggede ind i denne kvindes øjne, tænkte jeg på hvordan livet på et splitsekund kan forsvinde. Hvordan vi på få sekunder kan forlade livet, dem vi elsker og dem som elsker os.
At døden kan være smuk og acceptabel, men også grim og uretfærdig.
Jeg fik pludselig en enorm trang til at omfavne mine børn og give dem al min kærlighed.

For år tilbage syntes jeg at døden var forfærdelig uanset hvad. At rumme sorgen jeg skulle igennem når jeg mistede synes næsten umulig for mig. Det gjorde så ondt i mit hjerte og i min sjæl hver gang jeg sagde farvel til en jeg elskede eller holdt af. Min krop føltes som skulle den eksplodere og mit eget liv flyde ud med alle de tårer jeg græd af den ubærlige smerte jeg havde i mig.
For nylig tog jeg afsked med en kvinde jeg holdt af. Det gjorde ondt i mig, men på en måde jeg kunne rumme og samtidigt forholde mig til. Det var et fint farvel og jeg kørte fra kirken med en følelse af at det var okay. At livet og kvinden jeg holdt af var enige om denne afsked. Det var det jeg valgte at tro og jeg tror det stadig. Måske er det derfor at jeg ikke synes det er ubærligt. ?

Nu sidder jeg her. Med mange følelser. Mange tanker.

Indeni mig, bobler der millioner af ideer, drømme, håb og tanker. Der er så mange ting jeg vil lære, se, prøve og ikke mindst blive god til. Sagen er bare den at jeg begrænser mig selv fordi jeg er perfektionist, bange for at lave fejl og ikke tør rode mig ud i at gøre noget der kan skade mig eller min familie økonomisk. At handle ud fra frygt i stedet for lyst - det er jeg egentlig ret god til.
Jeg skal huske at leve livet, at elske mig selv og nyde tiden med dem jeg elsker. Desværre har jeg en tendens til at overleve livet, bryde mig mindre om mig selv end godt er, og brokke mig over de ting jeg ikke får gjort.
Måske fordi jeg har forældre der har gjort det samme?
Der kan være flere grunde.

Under alle omstændigheder har jeg tænkt mig at ændre på det. Når min tid kommer vil jeg være HELT enig med livet om at vi skal gå hver til sit. Jeg bliver ikke enig før jeg har LEVET livet og handlet mere af lyst end frygt.
Så kære liv. Her kommer jeg.

P.s. Griber du mig hvis jeg falder ?