Min mand skulle have nye dæk på bilen, og kørte derfor hen til vores lokale dækmand.

Ejeren af værkstedet er en midaldrende mand. Ordknap nordjyde med et kommunikationsbehov på niveau med en lukket østers. Der bliver kun svaret på det absolut nødvendige: dækmærke og pris! Arbejdet foregår i rungende tavshed kun afbrudt af lidt klirren fra værktøjerne og skosålernes knasen i perlegruset.

Min mand, der er en snaksaglig københavner, kunne dog ikke lade være med at fortælle ham, at bilen skulle være i orden til weekenden, hvor vi skulle til København. Anledningen var, at vores svigerdatter skulle nedkomme med vores 2. barnebarn.

Til sin store overraskelse trykkede han på en knap, der udløste sammenhængende sætninger i lind strøm hos dækmanden, man ikke anede, han rummede. Han begyndte at snakke som en afhoppet KGB-agent.

Han og fruen havde også børnebørn i København, og min mand blev indviet i, hvor de havde tilbragt sommerferien. Børnehave. Alder. Anekdoter. Livretter... Det var et sandt atombatteri, der blev startet i manden.
Konen, der ellers kun ses, som en grå eminence svævende rundt i baglokalet, sluttede sig til og begyndte at tale med.

Da min mand kørte derfra med trommehinderne dinglende ud af ørerne, stod de tilbage på gårdspladsen og vinkede.

Ja, sådan kan situationer tage en uventet drejning.