Jeg farver dit hår
så det passer til dine tanker
i vinters en ubestemmelig grønsort
der sugede dit ansigts flotte konjunkture til sig
så du udhulet mødte mit blik
derefter skrigende pink
da du ville smadre alt omkring dig
men allermest smadrede dig selv
destruktivt og uopbyggeligt
det gav mig en stikkende smerte
mens jeg ventede spændt på dit næste farvevalg
kul sort
som det mørke du begravede dig i
forsvandt i det kulsorte og vinterens kulde
jeg ragte varme arme i mod dig
men blev skubbet væk.
En dag blev du klar
til nuancer af farver klare og lyse
midt i det sorteste sorte
pink, lilla, blå og grøn
forandringen kom snigende
som de første små spæde spire en forårs morgen
til den dag
hvor du ville have grønt hår
som foråret der nærmede sig
håbets farve, sagde du glad.
Jeg blev fyldt af en gennemtrængende indre ro
mon uvejret endelig havde forladt os?