Lad ordene strømme
blot flyde af sted,
som dejlige drømme
hvor jeg flyder med.
Jeg sidder og tænker
og hører et ord.
Da løses der lænker,
jeg følger et spor.

Og ordet og sporet mig fører af sted
langt bort til en verden, hvor alt ånder fred.
Hvor smerten forsvinder og bliver til vand,
der slukker min tørst, og gir´ mig forstand.
Forstand på at leve et liv, der er helt,
hvor sorgen og glæden er ærligt fordelt.
Jeg ser i det fjerne et lykkeligt land
omkranset af hav og af glitrende sand.
Hver skov er så grøn og hver sø er så blå,
og aldrig så yndige småbørn jeg så.
Usynlig og lydløs jeg kommer det nær,
betragter hvert hus, hvert dyr og hvert kær.
Ser arbejdet gøres med glæde og smil,
ser hyggeligt samvær ved velfortjent hvil.
Jeg standser min færd, jeg vil være med,
og ikke som nu gå fra sted og til sted,
forsøger at hilse, men ingen mig ser,
det er kun min sjæl, der befinder sig her.
Skønt øret kan høre og øjet kan se,
er hele min drøm blot en smuk odyssé.

Jeg vågner derhjemme,
min drøm er forbi,
dog høres en stemme,
det er som magi:
”Hvis drømmen skal give
dig glæde og fred,
så må du fordrive
al ondskab du ved.
Fjern først fra dit indre,
den dårligste del,
når den bliver mindre,
så bliver du hel.”