I masseflok vandrer vi blinde og egocentrisk, gågadens smalle passage presser det hele sammen, der er virvar og stress
Som autopilot sænkes vores empati, vores eneste kunnen for at navigere som mennesker er næstekærlighed
Der er en verden af fortabte sjæle der rækker ud med beskidte vanter, maven knurre og blikket som afspejler livslange tanker
De overvåger os i ydmyghed, stillestående uden at give en lyd
Vi ser dem ikke
de ser os
de ser de fine laksko
de opfanger et tivoli af parfumedufte
de kan dufte brændte mandler
sikke koldt det er her i December
Døde dyr omringer madammernes nakker, vanter fra sæl , og støvler af slanger
små miniaturer i halsbånd der logrer med halerne
Nogle bruger papkasser til at flytte i villahjem, andre bruger dem som deres seng.
Empati, klangen af dig virker så distanceret og forvirret
Vi forbliver blinde
Duften af brændte mandler
Det er så koldt i December