Det var dengang da J. F. Kennedy vandt over Nixon og blev præsident over USA. Og i Danmark skulle man være 23 år hvis man ville stemme til det danske folketing. Og i Danmark var arbejdsløsheden helt nede under 4 % og hvis man havde arbejde og var udlært og boede i København så havde man hele 7,50 kr. i timen. Og hvis man boede i provinsen kunne man få lige godt og vel 6 kr. i timen. Og dengang var en gennemsnitlig månedsløn på hele 382 kr. og et værelse i København kostede 250 kr. om måneden, men så var der også kost med i den pris. Og det år havde socialdemokratiet et valgslogan og det lød. Gør gode tider bedre. Så det må min mor og far have hørt for jeg blev født den 11. november i Humlum det år og det var i 1960. Og det var en hjemmefødsel, for dengang kunne de godt finde ud af det med fødsler. Og min mor havde prøvet det før, for jeg var nr. syv i en børneflok, og der var tre piger og tre drenge. Den ældste var min storebror, og han var tolv år, og den mindste var også en dreng, på tre år. Der var jo ikke så mange år imellem de syv børn, hun havde fået. Så der var nok at lave for min mor, for hun skulle passe alle de børn. Og alle mine søskende kunne godt lide at forkæle mig, og det kunne ses. Jeg gik hen og blev en stor, tyk dreng. Selv om jeg kun var ca. et år. Jeg har set et billede af min kusine og mig, da vi var til fødselsdag hos min bedstefar og jeg var næsten dobbelt så stor som min kusine. Selv om hun er ca. 8 måneder ældre end mig. Og nogle måneder derefter blev min mor tyk igen, og det endte med, at det blev en lillesøster. Og jeg var gået hen og blevet to år, men jeg kunne ikke tale. Jeg kunne ikke tale, så det kunne forstås, så jeg blev kaldt volapyk af naboens søn. Min mor og far har prøvet alt muligt for at lære mig at tale, lige meget hjalp det. Jeg kunne simpelthen ikke lære at tale. Der gik meget tid med at tage til læge, han kunne ikke forstå, hvad der var galt med mig. Og han fik overbevist min mor og far om at jeg nok skulle lære at tale, men der skulle nok komme til at gå et godt stykke tid. Men jeg kunne bare ikke lære at tale, så det endte med, at jeg skulle en tur til Århus, over på taleinstituttet, for de ville prøve at finde ud af, hvorfor jeg ikke kunne tale. Men de kunne heller ikke finde en årsag, de fandt ud af at jeg ikke var døv og at jeg nok skulle komme til at tale engang. Og det endte med, at der skulle komme en talepædagog og lære mig at tale. Jeg kan huske, at jeg skulle sige, hvad jeg så på nogle billeder. Så hun var meget glad for, at hun havde billederne at se på, for hun forstod ikke, hvad jeg sagde og det endte da også med, at jeg skulle prøve at sige det samme, som hun sagde, og det gik heller ikke så godt til at starte med. Men det blev da bedre med tiden.