Jeg skriver til dig, mit onde jeg
Det gør jeg hovedsageligt fordi, det er på tide du forlader mine tanker
Jeg har aldrig set dig som værende velkommen, men har ikke haft styrken til at bede dig om at forlade mig før nu
Jeg mindes dagen, du kom
Natten var ekstra mørk, og jeg tror, jeg så dig liste ind af vinduet
Din silhuet er tatoveret i min hornhinde, og jeg frygter den aldrig forsvinder
Jeg så dig kun kort før du listede dig ind gennem mine ribben
Jeg sov ikke den nat, og har ikke sovet lige siden
Hensigten med denne meddelelse var ikke at kaste med sten og blive ubehagelig, men jeg føler jeg skylder dig så mange ar, eftersom du har hjemsøgt mig i snart to lange år
Du har fået mig til at nikke selvom hver eneste knogle i min krop, har ville sige nej
Du har sloges med mit sande jeg om episoder der har såret min værdighed og min spinkle krop
Du har bedraget, og har sågar overbevist mig om jeg var ragende syg
Du må forstå at jeg accepterede dig, og lod dig gøre mig ond
Jeg gav mig selv hen til en kærlighed så ondsindet, og det har givet mig ar
Ar som stadig ville ligge under min hud, også selvom jeg har smidt dig på porten
Og skylden den er nu placeret dybt på dine skuldrer
I dette øjeblik sidder du på indersiden af mine pupiller, og forsøger at tvinge tårer frem, men månen lyser som de første nætter i maj og fortæller mig at du langsomt at ved at dø
Jeg har hostet i flere timer, og bilder mig selv ind at det er din vejrtrækning der ikke er holdbar længere og for hvert et hakkende host forlader hver en lille selvskadende, katastrofal og tragisk stemning du har forplantet hos mig
Jeg lader dig dog sove ved min side en sidste nat, for nu er det dig der er svag og skal have en tryg nat inden jeg skubber dig ud foran flammehavet, og lader dig forsvinder i alt evighed
Jeg lader dig placere en tåre på min kind en sidste gang, for alt afsked er ubehageligt og jeg elskede dig, for du lærte mig at elske sorgen