Stormen læner sin krop mod min krop
Med sin vægt forsøger den at gøre sig så skinbarlig
så bestandig som mulig
Jeg Læner mig frem for at lægge vægt i mine skridt
for at læne mig ud af mit eksil
Kryber sammen under min frakke
men skridtene er bestemte til at komme videre frem
Vejen og himmelen i konflikt
løsriver sandet der river mine øjne
og jeg må knibe dem sammen
for at kunne se vejens knoglede underlag under mig
Silhuetter af træernes viltre kroner
glider hen over mit ansigt i en temperamentsfuld skyggedans
trommer grenene på min pande som forædlede guirlander
vinenes luftbårne drømme der piner mig om natten
med sine sørgelige og pibene stemme
løfter nu sit ansigt mod mig og råber
Blæsten råber