et hjem med alkoholiker
stoffer som flød i bunker
vægte på bordet til at veje den hash
som folk kom og spurgte om
dealer fucking dealer
vi kaldte dig aldrig vores mor
5 børn som boede i djævlens kammer
kærlighedsløst
ingen børnebøger læst
ingen mad på bordet
tomme maver lå i sengen
vi vred os i mave kramper
ingen lektier lavet
ingen plus og minus stykker fik vi færdigt
vasketøj i stakkevis
råb og skrig i natte timerne
høj musik og drikkerier
tvangsfjernet blev vi små
jeg ved nu
at min mor
hun ikke kunne elske
hun havde aldrig lært, følt, fået, forstået den følelse
hun kunne ikke give noget hun ikke selv havde
hendes psyke var alt for besværet
hun var skizofren og psykisk ustabil
hun var og blev aldrig vores mor
det var mig som tog tjansen
blev voksen og stor
jeg tilgiver min mor og prøver forstå
selv om mit hjerte bløder som en åbent sår
systemet hjalp dig ikke
lod dig hænge i en tynd snor
los os allesammen hænge
og det gør ikke spor
for er kommet videre
min fortid slider ikke på mig mere
jeg forstår
selv om jeg ville ønske at der var bedre tider
dengang vi var små