Han tog tøj og sko på. (6)
Så begav han sig på vej, med mad og drikke i tasken. (12)
Han følte sig let og fri om hjertet. Tænkte på, hvor rart det blev at komme ud og vandre igen. Ligesom i gamle dage. Og nå sit mål, allerede i morgen, måske? (17)
Helt ind i sjælen, så han frem til sin tur op mod bjergets top. Hver gang han tog et skridt, sendte det fine, grå hvirvler af støv op. (21)
Solen skinnede fra en skyfri himmel. Små, vævre firben med sorte øjne pilede frem og tilbage over bjergstien. (26)
Han gik rask til og nød, at trække den friske, kølige formiddagsluft dybt ned i lungerne. (29)
De fremmede fugle, der flaksede omkring ham, fyldte hans ører, med deres smukke, mørke sange. (35)
Langs med den rute, han havde valgt, blev buske og planter stadigt mere sparsomme og afsvedne. Han regnede med at nå halvvejs op af bjerget, når dagen var omme, og slå lejr på en af afsatserne. (40)
Ved en bred, vissen dronningebusk, standsede han op, tog vandflasken op af sin rygsæk og drak, hurtigt og grådigt. Mærkede intet til den ellers gammelkendte tristesse i hans knudrede sind. (45)
Han rullede en cigaret af det allersidste tobak fra landsbyens humørforladte kolonialhandler, som havde nægtet at lade ham at købe på klods. (49)
Fuglene var blevet påfaldende tavse. Det lugtede elektrisk i begge hans næsebor og sitrede desuden i det yderste af hans hårrødder, hvilket plejede at betyde, at der var et voldsomt uvejr på vej. (53)
Pludselig rumlede tordenen i det fjerne; gråsorte skyformationer buldrende uregerlige frem mod bjerget og den lysende, blå himmel. (59)
Det velkendte, dystopiske mismod blussede uventet og intenst op. (65)
Mismodet truede med at opsluge både ham og hans oppakning og, følte han, også stien, bjerget, selve dagen, og hele det uendelige, uberegnelige univers, mens uvejret buldrede og rasede omkring ham og sendte tunge regndråber ned over bjerglandskabet. (70)
"Her ligger jeg, på et hårdt og stenet leje, gennemblødt af voldsomme kaskader af regn fra de sorte uvejrsskyer, dødeligt såret af og styrtblødende fra de utallige dybe sår, som mit formørkede sind atter har påført mig og jeg tænker uvægerligt, at min eskatologiske rejse må finde sin afslutning, på denne, min yderste dag." (76)

Amen (1)