September 1826

Smøgen ved Strøget, saa første gang de røde Øine. I Hovedstaden laa Tøjet strøget i Møget paa Gaden.

Dengang lovede en Aarvaagen Vaarhare at alle for Fremtiden forholdte sig til de forfordelte Saarbare, de Forrykte, og for højtraabende Borgere. Og saa skulde alt nok ordne sig. En Aarsunge og Kunstner lovede at være Samfundets brodne Kars Vogter, Fremtidens Øienaabner. Maa Øienlaagene aldrig lukke sig. For ellers saa maa Folk atter se deres Tøj flaaet i Stumper i møglugtende Bunker. Og endnu et ungt Barn maa forklare Det forfra for den aandstunge maabende Skare.

September 2015

Jeg ser ham sulte, hulkende. Iført usle klude. På verdens store scene bliver udskuds udbrud buhet ud. Hør dem tude i det skjulte. Endnu et buet sind forskruet af 121 uge i hundene. Alle de vintres sne og slud, har ikke i sinde at slip dem nu. Jeg håber lidt indsigt slipper ud. De er uden for foruden en indtægt, og derfor forbliver de uset.

Jeg ser en fattig mand gå forbi. Det en form for hobby for mig. Ser ham se borgerlige grin, og hvordan de ser ham som en af de enfoldige tosser. Endnu et uset offer for livet i København, så fantastisk ukristeligt, så nemt at forkaste apatisk.

I byen flyder apati fra flaskehalse. Bittersødt som Asti. Til alskens maskebal er de fri for kvaler og empati. De væsentlige menneskemængder der veksler mellem de pæne buketter, ækle væsker, og æsel kæber. Deres medmenneskers hjælp de helst fornægter.

Onkel Danny er pludselig landet bag min pande. Han så så sandelig, både vandet apati og forvrængede billeder af popularitet til det allersidte. I næste nu følte jeg ham. Han talte med sin gamle afdankede og afslappede klang. En stemme født af københavn.

"Lad fanden tage dem"
"Alle de der faldt til patten"
"De sku tage ved lære af dem på spanden"
"Dem på kanten og dem glemt i vrimlen".

"Tag fra de rige, og giv til de fattige",
"Tag fra de fattige og giv til de talrige"
"Lad dem se os alle lige-"

Nu

Fanden løs i Laksegade