Min hud sitrer stille; den elsker med mørket
Dugger i fugtig novembernats-em,
Som kalder mig nøgen ud på en vej
hvor kun hud skiller mørket fra mig.
Solen bag kloden, galaksen foroven
Udsigt til Altet og mørk energi
Er det mon nordiske gener, der taler
Om længsel mod mørket og dvælen deri?
Joik, shaman nu, i mit hjerte!
Slå med klo og harefod.
Lad din tromme dunke, dunke
Urtidsvisdom i mit blod
Det er tid at lytte, dvæle
Tid at rumme stor magi
Åndemaner tyst i rummet
Fold din dybe indsigt ud;
Jernet i mit blod er skabt
Ud af stjernernes kollaps
I hver lille del af mig
Findes universets streg
Derfor er jeg stille og elsker i mørket
i undren, forundring og stum eufori
Jeg mærker i nat i november på huden:
alt er i live når alt er forbi!