tid
til at bære storskraldet
ud
en uniformeret mand
i hver ende
én støtter hovedet
en anden fødderne
hele dagligstuen
holder vejret
som var de døde
på samme måde
allerede
hurtigt
er posen væk
før lugten
spredes
som en idé
en epidemi
luftbåren
den sorte fugl
med sine svømmefødder
godt begravet
i hendes kjole
og den lange hals
slynget om hendes hals
som en løkke
sidder på Oshiras skød
blødt og stille
imens hun bærer dens vægt
og nyder dens selskab
hun længes efter
ikke at være alene
når de sorte dun fældes
som snefnug falder de
på hendes hænder
uden at smelte
en blivende vinter
og den overvintrende svane
sidder fast i hendes favn
som i isen
på søen
hun besøgte den nat
hvor de kom og kappede
hendes vinger af
hun frygter ikke længere
at falde
for hun flyver ikke
højere end decembers himmel
som hun ser den
igennem stuens aflåste vindue
de slukker fjernsynet
lænestolen er dyb
og fuglens vingefang
er som en dyne
omkring hende
hvori hun kan
forsvinde
de undskylder
men for hvad?
hun er hjemme