Mærker angsten
som river dig i stykker
ærligheden i dit blik
du forlader mig en dag
tiden nærmer sig
stille som vinterens mørke
det er ude af din kontrol nu
stadig er du blid og varm
stadig min beskytter.
Hvem skal redde mig nu?
Hvem skal tørre mine tåre væk?
Hos dig har jeg altid været hel
nu splintres jeg
som det mest porøse glas
hvert et ord du siger
er et sylespidst glasskår
tag dem igen
lad mig blive lidt længere
i uvidenhed.