Sætter mig på den absolut vandrette bænk igen
klistres fast på forbipasserendes maleri
jeg er bare manden der sidder på bænken
ligeså ligegyldig som bænken, men stadig tilstede.
Skal jeg ligge mig ned på bænken? Stå på den?
Nej sid nu ned for satan!
Vær nu bare den skide farve de valgte!
Følg nu bare den "fornuftige" flertals norm.
En enkelt øl i hånden er alt der skal til
så skifter jeg da karakter og farve ik?
Men nej for guds skyld nej!
Sid nu bare her sikkert og usynlig.
Roligt med det kunstige smil sidder jeg på bænken
mens mine tanker de løber langt langt væk.